fbpx

Firmagaver og julegaver til medarbejdere – her er reglerne

del på

Julen nærmer sig så småt, og det betyder julegaver til de ansatte, hos de fleste danske virksomheder. Er man som arbejdsgiver ikke opmærksom på reglerne for gaver, kan det dog give problemer med Skat. Derfor kigger vi nærmere på reglerne her.

Gaver fra arbejdsgiver

I Danmark er det normen hos de fleste danske virksomheder, at der gives gaver til de ansatte ved særlige lejligheder, som f.eks. jul og fødselsdage.

Men som arbejdsgiver skal du være opmærksom på reglerne ift. hvilke typer gaver, der er skattefrie, hvornår de er skattefrie og hvorvidt momsen kan fratrækkes.

Som medarbejder, må man modtage skattefrie tingsgaver fra en eller flere arbejdsgivere, så længe værdien ikke overstiger bagatelgrænsen på 1.300 kr. (2023). Altså må medarbejdere modtage en eller flere gaver skattefrit på et år, så længe den samlede værdi af gaverne ikke overstiger 1.300 kr.

Dog forekommer der særregler for julegaver, hvilket du kan læse mere om under tingsgaver.

Tingsgaver

Tingsgaver er fysiske gaver, som f.eks. chokolade, vin eller ting til hjemmet.

Tingsgaver og personalegoder til medarbejdere er skattefrie, så længde den samlede årlige værdi ikke overstiger bagatelgrænsen på 1.300 kr.

Hvis en medarbejder modtager tingsgaver, hvis samlede værdi overstiger 1.300 kr., skal det fulde beløb beskattes.

Særligt for julegaver

Når det kommer til julegaver, er der dog en særlig regel, man skal være opmærksom på.

Hvis julegaven højst har en værdi på 900 kr., og andre gaver i løbet af året medfører at bagatelgrænsen overskrides, så forbliver julegavens værdi skattefri, selvom værdien tæller med i de 1.300 kr.

F.eks.: Hvis julegaven har en værdi på højst 900 kr., og andre gaver i løbet af året har en værdi på 700 kr., skal medarbejderen kun betale skat af de 700 kr.

Hvis julegaven overstiger 900 kr., og det samlede gavebeløb fra arbejdsgiveren det pågældende år er større end 1.300 kr., skal det fulde beløb beskattes.

Hvis medarbejderen kun modtager julegave, og altså ingen andre gaver i løbet af året, er gavens værdi ligeledes skattefri, så længe beløbet ikke overstiger de 1.300 kr.

Julegaver med en værdi på mere end 1.300 kr. er altså altid skattepligtige, og arbejdsgiveren skal opgive beløbet til Skat som en del af lønnen og kan trække hele udgiften fra som en driftsomkostning.

Kontantgaver og gavekort

Kontanter er ikke omfattet af hverken den skattefri bagatelgrænse på 1.300 kr., eller af reglerne for skattefri julegaver. Kontanter er altså altid skattepligtige, svarende til det fulde beløb.

Gavekort er som udgangspunkt skattepligtige, svarende til det fulde beløb. I visse tilfælde, kan gavekort dog også være skattefri.

Skattepligtige gavekort

I langt de fleste tilfælde er gavekort skattepligtige for medarbejderen. Medarbejderen skal beskattes af værdien af gavekort hvis:

  • Gavekortet kan ombyttes til kontanter.

  • Gavekortet er digitalt, fx et plastikkort. Digitale gavekort kan altid byttes til kontanter og er derfor skattepligtige. Også selvom der skal betales et gebyr for at få det byttet til kontanter.

  • Gavekortet har en bred anvendelsesmulighed, f.eks. et gavekort til et stormagasin, supermarked eller byggemarked.

  • Gavekortet er til hele arbejdsgivers varesortiment og har dermed en bred anvendelsesmulighed.

 

Hvis gavekortet er skattepligtigt, skal medarbejderen oplyse gavekortets værdi på sin årsopgørelse i rubrik 20. Arbejdsgiveren skal indberette værdien af gavekortet og indeholde A-skat og am-bidrag af beløbet. Arbejdsgiver kan trække udgiften til gaven fra i virksomhedens skatteregnskab.

Skattefri gavekort

I nogle tilfælde er gavekort dog skattefri for medarbejderen. Disse typer af gavekort er altid skattefri:

  • Gavekortet gælder kun til få, udvalgte gaver hos en udbyder på nettet.

  • Arbejdsgiveren har på forhånd valgt gaven på gavebeviset til den enkelte medarbejder.

  • Gavekortet er et gavebevis til én bestemt navngiven restaurant, hvor det kun kan bruges til dagens tre-retters-menu eller til én ud af 3 tre-retters menuer, som arbejdsgiver har sammensat.

 

Man skal være opmærksom på, at gavekortet kun er skattefrit, så længe det ikke overstiger bagatelgrænsen på 1.300 kr.

Læs også

Vil du have hjælp til at finde den helt rigtige revisor?

Så lad os finde det rigtige match!

Lad os starte med en kort samtale